9102.

6.45

Mine tal.

Mine skridt og min søvn gjort til tal, der kan måles, analyseres og vurderes. Tallene er gennemsnit, siden jeg den 4. november registrerede mit Garmin Vivofit ur på Garmins hjemmeside og downloadede den tilhørende app til min telefon.

Jeg er sådan en, der frivilligt er startet med selvovervågning , eller at kvantificere min sundhed, som det lyder i forskersprog. Måske også sådan en, som i forvejen er så aktiv, at jeg egentlig ikke behøver det, som fremtidsforskeren henviser til.

Mine tal dækker dog over heftige udsving. Fra omkring 4500 skridt på de mest stillesiddende dage til 17.000 på dage med en god løbetur.

Uanset udsvingene taler tallene deres tydelige sprog: Ingen af dem når de officielle anbefalinger på henholdsvis 10.000 skridt om dage og 8 timers søvn. Og når man dertil lægger, at uret af en eller anden grund tæller vågne perioder i løbet af natten om en del af den samlede søvn (hvilket ikke giver nogen mening for mig), ser det faktisk ret skidt ud på søvn-fronten. For med to små børn og stadig både afbrudte nætter og til tider meget tidlige morgener, kan det være ret svært at nå søvnkvoten.

Jeg kan jo vælge at stresse over, at det ser skidt ud. Det gør jeg også nogle gange. Jeg kan også bruge den som bevis på, HVOR hårdt det er at have små børn, og at det nok ikke er helt skævt, når jeg går rundt og føler mig træt. Lidt som at have dokumentation for, at jeg ikke får sovet ret meget. Det gjorde jeg den første måneds tid, men det bliver jeg jo ikke mere udhvilet af. Lidt efter lidt er min interesse for at holde øje med søvnen faldet drastisk, blandt andet fordi jeg bliver irriteret, når uret regner vågen tid om natten som en del af søvnen. Så er det jo ikke pålideligt for mig.

Men mine skridt står konstant på displayet. Og har jeg været inaktiv i en time, kommer en rød markør ind og viser, at jeg bør bevæge mig.

Der må jeg indrømme, at uret har været med til at ændre min adfærd. Når jeg arbejder, kommer den røde streg snigende. Der er jeg begyndt at tage jakken på og gå en tur på de par minutter, det tager at få vandet til at koge, når jeg trænger til en kop te. Ikke det store antal skrift og heller ikke høj puls. Men dog lidt bevægelse, frisk luft og en nulstilling af den røde streg. Jeg er også blevet bedre til at gå rundt, når jeg taler i telefon, og når uret afslører en meget stille dag, er jeg blevet mere tilbøjelig til at tage en rask gåtur om aftenen.

Så jo, uret har faktisk – endnu – været medvirkende til en adfærdsændring, til at jeg bevæger mig en lille smule mere. Men selv om jeg gerne vil nå de der 10.000 hver dag, jeg vil simpelthen ikke stresse over det.